Hvad er vold og hvad er straffen for vold?

sort/hvid foto af en anholdt mand med hænderne bag ryggen

De to primære bestemmelser om vold findes i Straffelovens §244 og §245.

Læs i denne artikel:

Den milde voldsparagraf

Paragraf 244 populært kaldet den milde voldsparagraf handler om såkaldt simpel vold, hvilket typisk er:

    • slag
    • spark
    • skub
    • mindre farlige halsgreb mv.

Også lidt mere atypiske handlinger kan straffes som vold efter §244, fx afklipning af hår, overhældning med en spand vand og spytten i en anden persons ansigt. Benspænd eller udtværen af en kage i ansigtet på en anden person er også omfattet af denne bestemmelse.

Brutale voldshandlinger

Paragraf 245 omfatter de farligere og mere brutale voldshandlinger. Sager, som falder ind under § 245 er typisk hvor der anvendes våben eller genstande:

    • angreb med skyde- stikvåben
    • knive
    • flasker
    • glas

Disse er eksempler på vold efter denne bestemmelse.

 

Også angreb med knytnæveslag og spark, kan være omfattet af bestemmelsen, på grund af antallet af slag, offerets ukampdygtighed og de opståede skader.

 

Angriber gerningsmanden med en bil vil dette også falde ind under §245, men i dette tilfælde kan det også falde ind under drabsbestemmelsen.

Hvilken straf kan man forvente at få?

Den milde voldsparagraf - §244:

Straframmen går op til 3 års fængsel, men i praksis er straffen for en person, som ikke tidligere er straffet for vold 30-60 dages fængsel.

 

Bemærk at der er tale om en ubetinget fængselsstraf, hvilket er den altovervejende hovedregel i voldssager, forvent derfor ikke en betinget dom.

 

Har du tidligere været straffet for vold må du forvente at straffen stiger da der er tale om et gentagelsestilfælde.

Brutale voldshandlinger - §245:

Straframmen går op til 6 års fængsel. Det er svært at angive en præcis straf, da bestemmelsen dækker over et bredt spektrum af handlinger, men i førstegangstilfælde og ved mildere tilfælde må man forvente en straf på minimum 6-8 måneders fængsel.

For begge bestemmelser gælder det, at der er mange forskellige momenter, som indgår i Rettens fastsættelse af straffen, for eksempel:

    • hvilken type vold, der er udøvet
    • er volden begået af flere sammen
    • stedet for voldsudøvelsen
    • skaderne, som ofret har pådraget sig
    • årsagen til volden
    • den tiltaltes personlige forhold – tidligere straffet, tiltaltes alder, arbejds- og familiemæssige forhold og eventuelt misbrug

Vælg en forsvarer

Bliver du sigtet eller tiltalt for vold er det vigtigt at du har en god advokat til at rådgive dig. Vi anbefaler at du skal være repræsenteret af en advokat allerede ved den første afhøring.

Vi varetager kun dine interesser og er med dig hele vejen. Du er velkommen til at kontakte os for yderligere oplysninger og rådgivning.

Advokat Thomas Refning Poulsen

advokat i strafferet i Herning
Tlf. 97 12 20 10
e-mail: info@refning.dk